Allan i Indien

I Indien har man valgt den modsatte strategi af Danmark. Skolerne var de sidste der fik lov til at åbne.

Der var ingen jubelråb, da vi sagde god sommerferie til eleverne. Vi har nu afsluttet vores andet skoleår, men eleverne følte at de havde været for lidt sammen med hinanden og med lærerne. Første skoleår var kun online. Andet skoleår var “hybrid”: perioder med online, perioder hvor nogle elever var online og de fleste var fysisk til stede, og hvor lærerne på én gang skulle undervise begge grupper.

Lige nu er der meget få tilfælde af corona, men der er en svag vækst, og man frygter den fjerde bølge. Forhåbentlig vælger regeringen denne gang at holde skolerne åbne. Børnene har brug for at være sammen med hinanden og med de voksne.

Vi har dog nået at give en smagsprøve på, hvad vi gerne vil med skolen. Selv om elevernes faglighed har lidt under den lange periode med online undervisning, valgte jeg på dansk vis at sige til lærerne og forældrene, at det vigtigste når eleverne kom tilbage var at tage vare på deres trivsel og mentale sundhed. Så vi valgte at der var fysiske og praktiske aktiviteter alle eftermiddage: friluftsliv, drama og dans, musik og projekter om emner som eleverne selv valgte. Så må vi indhente det faglige næste år.

Fysisk åbning af skolen

Det har vist sig at være en rigtig strategi. Eleverne var virkelig glade for at komme i skole. Ikke alle forældre forstod dog denne prioritering. Jeg har prøvet at forklare, at tæppebombning af eleverne med faglige krav kunne få negative langsigtede virkninger. Men for nogle forældre er skolens berettigelse udelukkende at st sikre, at eleverne får fremragende resultater ved de afsluttende prøver, og for dem er det svært at forstå, at vi i en periode parkerer det faglige fokus til fordel for et fokus på trivsel.

De fleste forældre har dog netop valgt skolen, fordi vi har denne holistiske tilgang til eleverne.

Vi gennemførte en dag, hvor eleverne fremviste resultaterne af deres projekter, PBL EXPO. De har selv valgt emnerne: f.eks. Amazon regnskoven, vandforurening, restaurant for børn, smart city. Alle klasser – fra +3 til 7. Klasse.

Jeg var vildt imponeret over at høre eleverne fortælle og se dem udstille deres projekter og indgå i diskussioner med de de besøgende forældre. En gruppe af eksterne eksperter gav eleverne feedback, og det fik dem selvfølgelig til at stå ekstra på tæerne.

Mange forældre kom til mig og sagde at nu forstod de mere af, hvad det er for en skole vi er i gang med at skabe.

Privatskole

Chaman Bhartiya School er en privatskole. Næsten 50% af Indiens børn og unge går i en privatskole. Inderne har en lovgivningsmæssig ret til gratis uddannelse. Alligevel vælger halvdelen af forældrene at sende deres børn i privatskole.

I Indien er privatskoler en – i nogle tilfælde – særdes lukrativ forretning for ejerne. Der er intet statstilskud, så forældrene må betale de fulde omkostninger, inkl. profitten til ejerne. Der er intet statistisk belæg for at privatskoler når bedre resultater end de offentlige skoler, når man sammenligner sammenlignelige socioøkonomiske lag. Men det er udbredt opfattelse, at privatskoler er bedre. Og under alle omstændigheder er det omgivet med prestige. Privatskoler findes i alle prislag, så det er ikke kun et tilbud til de rige.

Det er ikke ualmindeligt at en familie bruger mere end 20% eller mere af deres indkomst på uddannelse til børne.

Sammenligner man de dyreste privatskoler med de offentlige skoler, er der stor forskelle mht. klassestørrelse (40-50 i en klasse er ikke ualmindeligt i en offentlig skole, mens det er meget lavere i en dyr privatskole. De dyre privatskoler er også særdeles veludstyrede med teknologi og udendørsarealer. Det har betydet, at de private skoler har været bedre udstyrede til at udbyde online undervisning end de offentlige, som i mange tilfælde har været de facto lukkede i to år.

Det er bemærkelsesværdigt, at lærerlønningerne i de offentlige skoler er langt højere end i privatskoler. Alligevel er der er prestige i at være ansat i en privatskole. En lærer i en offentlig skoler får en løn, der er mange gange større end gennemsnitslønnen i landet. Det gælder også – skønt i mindre grad – lærerne i de private skoler.

Lærerne

Før vi gik på sommerferie havde vi en uge med de”gamle” og “nye” lærere, hvor vi afsluttede og evaluerede skoleåret, planlagde det nye skoleår og gennemførte efteruddannelsesaktiviteter, bl.a. en “teambuilding”-dag i et træningscenter nogle timer fra Bangalore. Før vi modtager eleverne til det nye skoleår i juli måned, har vi to uger med efteruddannelse og planlægning. Et af efteruddannelsestemaerne er “den inkluderende skole”, som vi vil have fokus på i det kommende skoleår.

Efteruddannelse og kulturskabende aktiviteter er forudsætningen for at vi kan realisere vores vision og strategi og for at vi kan fastholde lærerne.

Konkurrence og markedsføring

Uddannelse i Indien er en forretning, og markedet er særdeles konkurrencebetonet. For velrenommerede skolekæder er uddannelse en lukrativ investering. Indtægtsgrundlaget er elevbetaling, og antallet af elever i en skole er derfor afgørende for, hvor god en forretning de er. I de første 4-5 år er en ny skole en udgiftskrævende investering. Derefter er det en stabil indtægt, hvis det lykkes at skabe et godt omdømme.

Det er vanskeligt for nye skoler at skaffe elever. Der er mange om buddet, og forældrene vil gerne være helt sikre på at de får valuta for deres investering (dvs. gode eksamensresultater).

Chaman Bhartiya School er stadig i etableringsfasen. I forhold til andre nye skoler har vi tilfredsstillende elevtilgang, men stadig ikke nok til at dække vore udgifter. Så vi får tilført midler fra moder-firmaet Bhartiya. 

Vi har også mistet nogle elever, men heldigvis ret få. Den indiske middelklasse er meget mobil, og mange finder arbejde i udlandet eller andre byer. Vi har også haft nogle forældre, som ikke er helt tilfredse med vores tilgang. De er bange for, at vi ikke prioriterer den traditionelle faglighed og eksamensforberedelse, hvilket faktisk er en misforståelse.

Som ny privatskole må vi markedsføre os hele året. Vi har et PR-firma som rådgiver os og en hel afdeling for forældrekontakt og kommunikation. Vi reklamerer gennem sociale medier og søgemaskiner. Heldigvis foregår den væsentligste og mest effektfulde del af vores markedsføring gennem vore forældre, som gennemgående er glade for skolen.

Forældretilfredshed er meget vigtig for at sikre at vi ikke mister elever. Men jeg bliver ved med at sige til medarbejderne, at selv om forældre kommer med en shoppingliste med krav og forventninger, så er vi ikke en butik eller en servicevirksomhed. Vor kommunikation med forældreevne må foregår på grundlag af vor professionalisme og vore værdier og vision. Vi vil samarbejde med forældre, men på grundlag af deres tillid til hvad vi står for. Kunden har ikke altid ret, selv om det forhold at de betaler for det, får dem til at tro det.

Vi har en vanskelig komunikationsopgave. På den ene side har vi vores vision (“Makers of leaders”, vores curriculum “We Lead Curriculum” og vores pædagogik “We Lead Pedagogy”. På den anden side accepterer vi at arbejde inden for indisk mainstream med dens forventninger til næsten fejlfri test-resultater, så de unge kan komme ind på det studium de måtte ønske. Vores pædagogik er alternativ/progressiv, men vi ønsker samtidig at kvalificere eleverne til tests der bygger på et traditionelt vidensbaseret grundlag. Vi placerer os i et Continental mellem mainstream og progressiv/alternativ. Nogle forældres trækker i den ene retning, andre i den anden. Så. Vi skal finde vore egne ben, og det gør vi gennem evaluering, diskussion og reformulering.

Men det der gør os interessant er dog, at vi står for noget nyt. Det er derfor vi er hyppigt omtalt i medierne, vi vinder priser og jeg bliver brugt som oplægsholder og paneldeltager.

Chaman Bhartiya School er en ny type skole iog samtidig en virksomhed der med tiden skal give overskud.

Min rolle

Efter mere end 45 år som lærer og leder i de offentlige danske ungdomsuddannelser er det en helt ny erfaring at være skoleleder i Indien.

Jeg var forberedt på de kulturelle og samfundsmæssige forskelle. Og de er der bestemt. Og det har været fascinerende at gå på opdagelse og lære det indiske samfund og den indiske kultur at kende. Der er langt fra velfærdsdanmark til hindustan.

Jeg bor i et middelklassekvarter, skolen er for middelklasse eller overklassebørn og lærerne kommer fra middelklassen. Meget minder om det liv den europæiske middel- og overklasse lever.

Men Indien er et samfund på steroider. Middelklassen har meget store forventninger til, hvordan deres karriere skal forme sig og til materiel levestandard. Det er et ekstremt konkurrencepræget samfund. Det ser jeg også blandt lærerne. Hvis man ikke er tilfreds med lønnen eller mulighederne for karriereopstigning, søger man job på en ny skole og kan normalt få 20% mere i løn. 

Jeg har set mange dygtige lærere. De er meget ambitiøse. Men der ikke megen kaldsbevidsthed. Skolen skal give rum for karrieremæssig vækst. 

Det andet jeg har måttet lære er at være CEO for en uddanneldesvirksomhed. Jeg har måttet balancere mit personlige fokus på skolens dannelsesopgave og den vision jeg har for skolen med dette at skabe en rentabel virksomhed med tilstrækkeligt med kunder i butikken.

Jeg har aldrig været mere glad for den danske folkeskole end nu, hvor jeg i Indien ser, hvordan privatskolemarkedet føjer yderligere segregering til den der allerede er der i form af kaste og klasse. Overklassens og middelklassens børn ser simpelthen ikke underklassens børn. Kun deres forældre i form af rengøringspersonale, kokke og chauffører.

Jeg bryder mig dybest set ikke om det system, som min skole og jeg fungerer i. Men også i den kontekst kan vi gøre noget væsentligt: at danne borgere med gode fællesskabsorienterede værdier og med kompetencer der kvalificerer bedre til fremtidens indiske arbejdsmarked end de traditionelle skoler.

Det er er en øjenåbnende, fascinerende og skræmmende erfaring for en velfærdsdansker at være aktør i den indiske samfundseksplosion.

https://www.mm.dk/artikel/digitalisering-skal-stoette-kompetenceudvikling-for-en-kvart-milliard-indere?fbclid=IwAR103mFRFmBaw4d7iR1ckdlKpP9–Z2JQZG9098A5Dc0gp3U3cH-GTq5_oo

For nogen tid siden bragte Altinget dette indlæg, som jeg har skrevet om dannelse og FNs verdens[l. Jeg skriver om, at, hvordan klimakrisen må være en anledning til at vi genovervejer uddannelsernes dannelsesmål fra et menneskecentreret dannelsesideal til et danneklsesideal, der tematiserer mennesket som en del af naturen, en art bland andre levende væsener på vor planet. I mangel af mere fikse betegnelser kalder jeg det “planetær dannelse”.FNs verdensmål bør være den indholdsmæssige ramme for denne bestræbelse og ind[ i alle uddannelser.

https://www.altinget.dk/verdensmaal/artikel/tidligere-gymnasierektor-verdensmaalene-skal-forberede-boern-og-unge-paa-en-fremtid-med-klimaforandringer

Fra min udkigsposition her i Indien forekommer det mig endnu mere relevant arbejde for planetær dannelse. Indien skal ruste børn og unge til en fremtid, hvor den legitime og nødvendige forbedring af levestandarden for indiens millioner skal finde sted inden for de meget snævre grænser, der er sat af klimaforandringerne. Det forekommer jo inderne urimeligt, at de skal lide under den klimabelastning, som vi i det rige Vesten har skabt. Det er endnu eftervirkning af den koloniale undertrykkelsle af “imperiets juvel”. Kendsgerningen er desværre, at verden ikke kan nå klimamålene, hvis Indien udvikler sig efter samme model, som vi har anvendt i Europa ogNordamerika. Der kommer ikke en hjælpende hånd fra de gamle undertrykkere, som knap kan nå deres egne klimamål-. Også i Indien må skolerne give eleverne den dannelse, dr gør, aede forstår nødvendighed af en klimaneutral udviklingsstrategi, og at de udvikler de kompetencer der gør de muligt at finde de nødvendige løsninger i fremtiden.

Men når man kigger på den hastige byudvikling og belastning af naturressourcer her i Indien kan mam godt blive pessimist. Forstæderne bliver plastret til med betgontårne + eg bor selv på 16 etage i et 33 etagers tårn i en ny forstad. Det er netop en pointe i mit indlæg, at netop gennem beskæftigelse med verdensmålene ser mulighederne for positive forandringer i verden.

Det er ikke mindst de, som Chaman Bhartiya School handler om. Verdensmålene indgår integrerer i vores curriculum fra førskole til 12. klasse.

Efter 14 måneder med online undervisning har vi nu endelig fået lov til at åbne skolen for 6. og 7. klasse. Det var dejligt at have børn i bygningen. Det har vi – og ikke mindst børnene – set frem til. 

Delstatsregeringen i Karnataka har besluttet at åbne skolerne for 6. klasse og opefter. Skolerne vil stadig være lukkede for førskoleelever og 1. til 5. klasse. Regeringen har været længe om at træffe denne beslutning, for forældrene er meget skeptiske, især i middelklassen der har børn i privatskole med online undervisning. Og der er en stor frygt for den tredje bølge, fordi anden bølge var så voldsom. 

• 

• 

I medierne har jeg været talsmand for, at skolerne burde åbne, om ikke andet så bare et par dage om ugen. Der er mange skadelige virkninger af skærmundervisningen og for mange børn manglen på undervisning. Og det er en kendsgerning, at børn bliver mindre syge af corona end de voksne.

Corona-situationen er forholdsvis stabil i Bangalore. Vaccinationer skrider frem i et stadig hurtigere tempo, og der er få nye tilfælde. På Modis fødselsdag blev der i hele Indien vaccineret mere end 20 millioner mennesker.

• 

• 

Vi skal naturligvis overholde en lang række af forskrifter fra regeringen, og det går forældre også vildt meget op i. Det kan forekomme lidt absurd i betragtning af, hvor lidt regulering der er af religiøse festligheder, som for nylig Ganesh festivalen, og af markeder og offentlig transport. Men vi går med maske, vasker og afspritter fingre mange gange om dagen, renser møbler og holder afstand. Så helt normal er situationen ikke.

Det er også et krav fra regeringen, at vi skal fortsætte med online-klasser, hvis forældrene ønsker dette. Da vi jo kun har de lærere, vi har, betyder det, at lærerne samtidig skal undervise online og offline. Denne delte opmærksomhed er en stor udfordring. Vi håber, at forældrene efter nogle uger føler sig så trygge, at de tør sende deres børn til skole.

Med mindre corona eksploderer igen, tror jeg, at vi åbner for de små børn inden jul. Indien er ved at acceptere at leve med corona.

For eleverne har det været en stor udfordring at modtage undervisning hjemme bag skærmen med meget begrænsede sociale kontakter. Det kan også være en udfordring at komme i skole og etablere sociale kontakter, Derfor igangsætter vi nu et mentorprogram, hvor alle elever, både online-eleverne og offline-eleverne, tildeles en mentor, som er en lærer, der ikke underviser dem. Hovedformålet lige nu er at hjælpe eleverne med at trives.

Selv om jeg er vaccineret og ret forsigtig blev jeg testet positiv dagen før, jeg skulle have rejst til Danmark. Jeg havde influenza-symptomer i en uge og var temmelig træt. Men alt i alt var det vel billigt sluppet, selv om jeg jo ikke synes, det er så rart at have corona, når jeg er alene i Indien. Men nu glæder jeg til en forlænget efterårsferie i stedet.

Jeg er t tilbage i Bangalore efter et længere ophold i Danmark. Vi har påbegyndt skolens andet skoleår, og jeg er flyttet fra en lejlighed i det centrale Bangalore til en lejlighed i Bhartiya City lige ved siden af skolen.

Pandemien

Jeg var meget i tvivl om jeg skulle tage tilbage. Smittespredning i april-maj var skræmmende, og derfor tog jeg tidligere på sommerferie i Danmark. I øjeblikket er situationen noget bedre. Men det går den forkerte vej, både i distrikter i Karnataka hvor Bangalore ligger, og især i nabostaterne Kerala og Maharashtra. Der er stor frygt for, at det er tegn på at den tredje bølge er på vej, og der tales meget om, at tredje bølge især vil ramme børn (hvilket der jo ikke er dokumentation for nogen steder i verden). Skønt der vaccineres flere end en million mennesker i Indien hver dag, er tempoet for langsomt til, at det kan sikre modstandsdygtighed over for coronaens forskellige varianter. Stikprøveundersøgelser tyder dog på at næsten 70% af inderne allerede har haft corona uden at vide det. Så måske er man slet ikke så langt fra flokimmunitet.

Selv føler jeg mig ikke utryg her. Jeg blev færdig-vaccineret i Indien med den indiske version af Astra-Zeneca, Covishield. Jeg kan dog være bekymret for, om der igen komme restriktioner i flytrafikken, der kan forhindre mig i jævnligt at komme til Danmark.

I Nordindien er de begyndt at åbne skoler i flere stater, hvor smittetrykket er lavere. Men ikke her i Sydindien. Lokalregeringen i Karnataka har netop besluttet at åbne skoler (10-12. klasse i første omgang) og colleges, samtidig med at man indfører nye restriktioner (udgangsforbud om natten, forbud mod forsamlinger, udgangsforbund i weekenderne i områder, der ligger tæt på Maharashtra og Kerala).

Skolerne har været lukket i mere end 16 måneder, og det har mange negative konsekvenser: læringsefterslæb, psykisk mistrivsel, børnearbejde, social skævhed mellem dem får digital undervisning og dem der ingen ting får. Eleverne glæder sig helt vildt til at komme rigtigt i skole. Så vi er måske til et punkt, hvor kuren er værre end sygdommen.

Et år mere

Min tre-årige kontrakt udløb i maj. På trods af den usikre corona-situation og den lidt livløse skoleåbning med udelukkende online-undervisning, besluttede jeg mig for at forlænge kontrakten med et år og mulighed for forlængelse. Jeg syntes vi var kommet rigtig godt fra start med skolen, men jeg er sikker på at vi kan gøre endnu mere, når skolen får lov til at åbne, og vi kan få larm og liv i bygningen. Skolen er endnu ikke klar til at jeg ikke er der. Desuden vil jeg gerne være med til at udvikle skolekonceptet, så det kan implementers i nye skoler forskellige steder i Indien. Endelig er jeg mentalt ikke helt klar til pensionering.

Næste år vil jeg sammen med Annelia finde ud af, hvordan vi vil tilbringe næste fase i vores liv. Vi skal i hvert fald være meget mere sammen, end vi har været de sidste tre år.

Tilbage I Bhartiya City

Jeg vendte tilbage til Bangalore noget senere end det først var planlagt. Dels ville jeg se, om faldet i antallet af nye tilfælde var en langsigtet tendens og om sundhedsvæsenet forblev overbelastet. Og dels blev min gamle far svagere og lå for døden. Og ikke mindst var det dejligt at have meget tid sammen med Annelia og familien.

Jeg er flyttet tilbage til Bhartiya City efter næsten to år i centrum af Bangalore. Nu er der mere liv i den nye bydel, og snart kommer shopping-center, restauranter, hotel og konferencecenter. Jeg sparer to timers transport hver dag, som jeg dog har brugt ganske fornuftigt til at høre massevis af lydbøger og podcasts. Jeg bor på 16. etage (af 30) lige ved siden af skolen.

Skoleåret er i gang

Vi startede det nye skoleår med to ugers efteruddannelse og planlægning for lærerne i midten af juni. Eleverne kom tilbage til skærmen fra starten af juli. Vi er stadig online og har endnu aldrig haft egentlig ansigt-tll-ansigt-undervisning i skolebygningen. Vi har tilladt enkelte børn, som havde svært ved at følge online-undervisningen, at komme til skolen og være sammen med lærerne. Jeg har lagt vægt på at lærerne skulle undervise fra skolen. Vi har behov for at skabe så meget skolefællesskab og -kultur som vi kan under de vanskelige betingelser: Eleverne og de fleste forældre er ivrige efter at skolen åbner for fysisk undervisning.

Online-undervisning er faktisk lidt af en luksus i Indien. En meget stor del af børnene i Indien har ikke gået i skole siden marts sidste år. Især gælder det offentlige skoler i områder med ringe internet-dækning.

Jeg var fra starten ikke tilhænger af online-undervisning for forskole- og grundskolebørn. Og jeg har grundlæggende ikke ændret opfattelse. Men jeg er faktisk positivt overrasket over, hvor godt online har fungeret, selv for de helt små 4-6-årige børn. Det kan erstatte “rigtig” skole med social, emtionel og faglig udvikling i et forpligtende fællesskab. Men…

Vi kan dokumentere gode faglige resultater, fuldt på højde med hvad der kunne forventes under normale forhold.

Eleverne oplever at være med i et skolefællesskabet. De savner at være fysisk sammen, men de oplever et klasse- og skolefællesskab. De har set frem til skolestart efter to måneders ferie, selv om de vidste at det ville blive online, i hvert fald i begyndelsen. De er stolte over deres skole og benytter enhver lejlighed til at komme til skolen sammen med deres forældre. Hente bøger, aflevere tiger-T-shirts osv.

Vi har implementeret store dele af vores vision. Ikke mindst i vores projekt om “Sustainable community”, hvor eleverne samarbejdede online på tværs af klasser, om projekter om problemer de selv havde defineret. Med hjælp fra lærerne, men alligevel.

I sidste skoleår havde eleverne ikke et fuldt skema, og lærerne underviste færre lektioner end indiske lærere normalt gør i Indien. I dette skoleår har eleverne et fuldt skema fra 7:30 til 3:30. Førskoleeleverne dog kun til 12:30, men også de bliver undervist online. Lærerne underviser omkring 20 timer om ugen, og de arbejder hver anden lørdag.

Vores curriculum (“We lead curriculum”) og vores pædagogik (“We lead pedagogy”) forudsætter fælles og kontinuerlig læring og kompetenceudvikling, og det er lykkedes at skabe en kultur med nysgerrighed og vilje til at prøve nyt. I starten forstod lærerne ikke helt hvorfor, men især efter vores skoleprojekt har det ændret sig, så udfordringen nu kun er tiden.

At lærerne arbejder fysisk på skolen har gjort det muligt at skabe den skolekultur og kompetenceudvikling, der er nødvendig i en ny skole med ambitioner og visioner. Det bliver muligt at mødes rigtigt og have rigtige samtaler,. Hver anden lørdag er afsat til fælles refleksion, planlægning og kompetenceudvikling.

Uddannelsesdebat

Udover at lede skolen bruger jeg selv en del tid på at deltage i den uddannelsespolitiske debat i Indien, hvor der er stor interesse for ideer om at integrere det bedste fra Indien med det bedste fra Skandinavien. Jeg bliver brugt som oplægsholder, som paneldeltager ved online og fysiske konferencer, jeg skriver artikler til aviser og bliver ofte interviewet og citeret.

Regeringen har udarbejdet et stort ramme-dokument (National Education Policy) som tegner retningen for en nyudvikling af det indiske uddannelsessystem. Papiret flugter med det projekt som vi er i gang med. Politikken er visionær (må jeg indrømme selv om jeg bestemt ikke er nogen udpræget fan af Modi), men det er et rammepapir, og der er langt igen. Staterne behøver ikke at følge det, og mange vil ikke gøre det. Der er heller ikke finansiel dækning for en ambitiøse implementering af politikken. Men for mig er det spændende at være med i denne debat. Og jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at uddannelsespolitik i Danmark næsten udelukkende handler om socialpolitik og indvandring, uden egentlige uddannelsespolitiske visioner.

Jeg har været i Bangalore siden august, så nu er det vist på tide med en lille opdatering fra min side.

Corona-situationen lige nu

Det er blevet en slags hverdag med corona. Situationen lige nu er bedre end i Europa. Spredningen kulminerede de fleste steder i september-oktober, og de daglige corona-tal er nede på ca. halvdelen af hvad de var da spredningen peakede. Sygehusene ser ud til lige nu at kunne håndtere de meget syge. Det skal dog tages med et forbehold, da ingen kender omfanget af smittede, der ikke er opdaget. 

Man frygter, at at spredningen kan eskalere i de kommende vintermåneder, hvor folks immunforsvar er svagere. Og belært af erfaringerne fra Europa og USA er man naturligvis også nervøse for, om der kommer en 2. bølge, før man kan rulle et vaccinationsprogram ud. Men mange indere er overbevist om, at deres immunforsvar er gjort af et særligt stof, fordi de gennem tiderne har været udsat for så mange belastninger, og at det er derfor dødstallene stadig er forholdsvis beskedne i forhold til befolkningens størrelse.

De fleste samfundsfunktioner er åbne. Men ikke uddannelsesinstitutioner, som har været lukket siden april og heller ikke international flytrafik. Templer er først for nylig begyndt at blive åbnet gradvist og med restriktioner mht. hvor tæt man må komme på guderne og hinanden.

Men situationen er langt fra normal. Så mange, der kan, arbejder hjemme, f.eks. de mange IT-firmaer. Man går mindre ud end man plejer. Og der er restriktioner på, hvor mange man må være forsamlet, hvilket dog ikke overholdes (der er masser af demonstrationer, store bryllupper og religiøse fester med mange mennesker). Jeg var inviteret til min chaufførs brors bryllup sammen med 2000 andre. Jeg takkede  høfligt nej. Der er et generelt maskepåbud, hvilket stort set overholdes i Bangalore, men da jeg besøgte Goa for nylig, var der ingen der bar maske.

Selv om situationen på overfladen er næsten normal, opleves det ikke sådan. Folk frygter, hvad der kan ske, og har ikke tillid til at sundhedsvæsenet kan klare udfordringen, hvis smittespredningen eskalerer. Og man ser langt færre end normalt, hvilket bestemt ikke passer inderne. Der er en stemning af afventning kombineret med frygt og et stort håb om, at vaccinerne kan være ledningen fra det værste.

Indiens økonomi er stadig ikke kommet sig efter virkningerne af den store nedlukning i april-maj. Selv om butikkerne, markederne og shoppingcentrene er åbne, er omsætningen meget lav og kun i moderat vækst. Mange har mistet arbejdet eller har måttet acceptere lønreduktion. Så der er stor bekymring for fremtiden for alle sociale lag. Man har måttet vænne sig til, at mange års kraftig økonomisk vækst er afløst af måneder med minusvækst og nu lave vækstrater.

Online-skole

Det er altså i en situation med skolenedlukning og økonomiske udfordringer for familierne, at vi har åbnet skolen og nu skal markedsføre næste os til næste skoleår.

Vi åbnede skolen med online-undervisning i starten af august. Vi har online-lektioner både i førskoleklasser (4-6 år) og i 1.-5. klasse. Jeg var ikke meget for det og udsatte skolestarten en måned i håb om, at det ville blive tilladt at åbne skolen. Men da der ikke var udsigt til en beslutning fra regeringens side om at åbne skolerne for fysisk tilstedeværelse, besluttede jeg at påbegynde online-undervisning. Jeg er ikke tilhænger af online-undervisning for små børn. Men jeg vurderede, at online-undervisning er bedre end slet ingen undervisning. 

Selv om undervisningen er digital, har jeg insisteret på, at medarbejderne arbejder fra skolen, så vi i fællesskab kan udvikle den kultur, som er nødvendig for, at vi kan realisere de ambitiøse og innovative visioner.

Jeg regner med, at skolelukningerne fortsætter i hele dette skoleår og måske ind i næste (skoleåret starter for os i slutningen af juni).

I det skolekoncept vi har udviklet (“We lead” curriculum and pedagogy) var det afgørende, at vi ville have en holistisk tilgang til eleverne med fokus på elevernes emotionelle sociale og kognitive udvikling. Vi ønskede at skabe et alternativ til den ensidige indiske fokusering på udenadslære og eksamensforberedelse. Jeg var nervøs for, at det ville gå fløjten med online-undervisning.

Men vi har faktisk gjort rigtigt meget af det, som vi også ville gøre i en rigtig skole. Undervisningen skal være sjov, engagerende, involverende, fagligt krævende og med vægt på udviklingen af hver enkelt elevs potentialer. Der skal være fysiske aktiviteter, både som en del af online-lektionerne, mellem dem og efter. Og det er faktisk lykkedes for lærerne (som vi kalder facilitators).

Se Sheeba fortælle, hvordan hun arbejder med at engagere eleverne i 5. klasse.

Her demonstrerer Arnav hvad han har fået ud af undervisningen i fordøjelsessystemet.

Vi har påbegyndt mentorsamtaler med alle alle eleverne.

Vi har haft Parent-facilitator-talks, hvor vi har givet feedback om elevens faglige, emotionelle og sociale udvikling, og forældrene modtager en omfattende skriftlige rapport (report card). 

Her fortælles vor lærer Deborah og en forældre, hvordan de har oplevet denne samtale.

Vi holder digitale skolesamlinger, som vi ville gøre i den rigtige skole. På min første dag på skolen blev jeg fantastisk modtaget til sådan en samling.

Her er et indlæg jeg havde på den digitale skolesamling i indledning af Children’s Day om Learner’s Bill of Rights, som vi har udarbejdet. Lidt tungt for børnene, men jeg håber, at forældrene lyttede med.

Jeg var nervøs for, at eleverne skulle blive skoletrætte, før de havde sat deres ben på skolen. Derfor gik vi gradvist frem. Først tre dage om ugen med en lektion om dagen, så to lektioner, derefter fem dage om ugen. Først med engelsk, matematik, science og samfundsfag. Derefter tillige med online-idræt og indiske sprog (hindi og kannada). Efter jul bliver det med et fuldt skema 8:30 til 3:30 for 1.-5. klasse, lidt mindre for førskoleeleverne. Fagrækken udvides med musik, billedkunst, fremmedsprog, og digital dannelse med programmering (i samarbejde med Lego og Apple). I februar går vi i gang med et online-projekt om et tema inden for FN’s Global Sustainable Development Goals, som lærerne har gennemgået et fem-dages kursus i. Det bliver spændende at se, om det kan fungere digitalt.

Se Sandhya fortælle om efteruddannelse af lærerne, bl.a. om projektorienteret undervisning og integration af FN’s bæredygtighedsmål.

Med online-undervisning er vi helt afhængig af hjælp fra forældrene. Og de kan vanskeligt for dem. Nogle af vore elever har to udearbejdende forældre og er alene hele dagen. Andre har forældre der arbejder hjemmefra. Det er vanskeligt for disse forældre at give eleverne den støtte, de har brug for, når undervisningen er digital. Men idet store hele oplever vi, at eleverne deltager i undervisningen og får udbytte af det.

De er ikke blevet skoletrætte, men længes i den grad efter at se hinanden og lærerne. Jeg mødte tilfældigvis en dreng fra første klasse på en restaurant. Han var bare så begejstret for at se en fra skolen “live”.

Ny skole i et trængt marked

Knap 40% af skolerne i Indien er private. Det er udtryk for en utilgivelig nedprioritering af uddannelse i de statslige og delstatslige budgetter. Den voksende middelklasses reaktion har været forståelig. Hvis regeringen ikke vil give os gode offentlige skoler, vil vi selv betale for gode skoler. Det er et udtryk for en elitær uddannelsespolitik, hvor de fattigste efterlades tilbage med en katastrofalt dårlig kvalitet i uddannelse, om overhovedet nogen. 

Der eksisterer mange virkelig gode private skoler i Indien, og min skole er en af dem. Folk fra middelklassen kunne ikke drømme om at sende deres børn i en offentlig skole. Mange med mindre indkomster prioriterer også at sende deres børn i privatskole.

Privatskolerne er virksomheder. Mange – men ikke alle – etableres af velhavende investorer som langsigtede investeringsobjekter. 

Under coronaen er uddannelsesmarkedet trængt. Mange har ikke længere råd til de skoler, deres børn hidtil har frekventeret. En del er taget til den landsby, de stammer fra, og sender deres børn i offentlig skole der eller underviser dem hjemme.

Som privatskole kan man kun eksistere, hvis man har forældre, der vil betale for deres børns skolegang, og det har mange svært ved i øjeblikket. Vi skulle markedsføre skolen i foråret, hvor coronaen spredte sig, og skolerne blev lukket ned. Vi var så heldige, at vi skaffede bæredygtige elevtal til alle vore klasser, men ikke så mange som vi havde håbet på. Nu er vi ved at planlægge markedsføringen af skolen for næste skoleår, hvor vi udvider med 6. og 7. klasse. Det er op ad bakke, for så længe skolerne er lukket og coronaen stadig er en levende realitet, er de tilbageholdende med at indlede deres børn i en ny skole.

Vi kan ikke have åbent hus, som vi under normale omstændigheder ville. Vores væsentligste markedsføring er opdateringer på Facebook og Instagram om vigtige begivenheder og aktiviteter på skolen. Vi synes selv, at vi gør det rigtig godt. Der er nu mindre fokus på mig og mere fokus på, hvad lærerne faktisk gør.

Vi vil organisere online-åbent hus med efterfølgende mulighed for at komme på rigtigt besøg. Vores væsentligste annoncering er målrettede digitale annoncer på Facebook og Google.

Vi har en meget aktiv PR-strategi. Jeg har deltaget i talrige webinarer om uddannelsespolitiske emner som skærmtid, kvaliteten af online-undervisningen, den digitale opdeling mellem land og by og fattige og rige, hybriduddannelse, smart cities. Jeg er blevet interviewet til flere aviser om aktuelle uddannelsespolitiske spørgsmål, f.eks. om det vil være sikkert at åbne skolerne. En stor artikel om mig og skolen i den dominerende business avis The Business Standard var meget vigtig for os.

https://www.business-standard.com/article/education/a-slice-of-scandinavia-in-india-s-silicon-valley-120110200368_1.html?fbclid=IwAR3kuARaQ6_Yb9MR-EZtW1_4PVAVyth3ouB-DQaFbOFx4y6BptxJgR_4P6k

I forbindelse med 400-året for den dansk-indiske forbindelse har jeg lavet en videohilsen til den danske og indiske udenrigsminister, og jeg blev interviewet af den avis, som blev udarbejdet.

Vi bruger rigtig meget tid på at tale med forældre, der kommer på besøg. Indiske forældre er meget kritiske og besøger mange skoler, nogle af dem mange gange. Uddannelse er en stor investering for en familie, så de vil være helt sikre på, at de får value for money. Jeg har efterhånden fået et godt indtryk af, hvordan indiske forældre tænker.

Selv om vi er en privatskole, siger jeg til forældrene, at uddannelse ikke er en vare, og de er ikke kunder i en skolebutik. Vi er et partnerskab om at sikre deres børn den bedst mulige uddannede og emotionelle og sociale udvikling. Det har jeg ofte succes med, men nogle gange opfører forældre sig som kritiske forbrugere, der vil have penge tilbage, hvis ikke vi leverer alle varer på hylden. Og de gør vi jo ikke, når vi er digitale.

Er det stadig sjovt?

Det skoleprojekt, jeg står i spidsen for, er virkelig spændende og perspektivrigt. Jeg har udarbejdet et strategioplæg for en egentlig uddannelsesafdeling med mange skoler og digitale løsninger på hylderne. Men lige nu er det ikke så sjovt at være her for mig personligt. Det er, som om alt, inklusive mig selv, er i en venteposition. Og med usikkerheden om den internationale flytrafik, ser jeg Annelia, børnene og børnebørnene meget mindre, end det var planen, da vi besluttede at jeg skulle påtage mig opgaven.

Jeg har meget tid for mig selv. Og med corona-situationen har der været lagt en dæmper på oplevelserne. Den indenlandske turisme er så småt ved at komme i gang, og jeg er begyndt at tage på ture i staten Karnataka, Tamil Nadu og Goa, som ligger i overkommelig afstand med bil og/eller fly.

Jeg har besøgt Pondicherry, som indtil 1962 var en fransk koloni. Jeg boede i den franske bydel, som har et umiskendeligt fransk kolonialt præg. Lige så snart man kommer uden for denne bydel, er der en rigtig indisk by med mylder, trafik, larm og små butikker.

Jeg tog videre til Tranqebar (Trangambadi), hvor danskerne grundlagde en handelsstation for 400 år siden. Inden for den gamle bymur bærer byen stadig præg af danskertiden med fortet, guvernørboligen, kirker og de lige gader. Uden for bymuren er det en normal indisk landsby. Jubilæumsfestlighederne var aflyst på grund af corona, så jeg var den eneste turist. Alene på hotellet Bungalow on the Beach, som ligger lige ud til vandet, og som stammer fra danskertiden. Flere af bygningerne i Tarangambadi er for relativt nyligt sat i stand med støtte fra Bestseller-fonden.

I Diwali-ferien var jeg i Goa, hvor jeg boede på et hyggeligt resort lige ud til vandet. Goa har helt fantastiske strande, kilometer efter kilometer, og heller ikke der var der mange turister. Det var skønt at vandre med fødderne i strandkanten og i øvrigt lave ingenting.

Og jeg har besøgt Unesco World Heritage sitet i Hampi, et område med ruiner af templer og paladser fra Vijaynagara-riget fra det 14. århundrede og et par hundrede år frem. Der er mange velbevarede ruiner med granitudskæringer, som er velbevarede, beliggende i en storslået natur. Et absolut mest see på niveau med Machu Pichu og Angkor Vat.

Men disse ture kan ikke skjule, at jeg efter mere end 4 måneder har alene i Bangalore og har hjemve og glæder mig helt vildt til at komme hjem og holde ferie l tre uger i januar.

Jeg er tilbage i Bangalore efter at have været i Danmark siden slutningen af april. Det reddede mig psykisk at komme hjem og have en hverdag med Annelia og se børn og børnebørn og den øvrige familie. Men nu synes jeg, at det er det rigtige at komme tilbage og gøre arbejdet med skolen færdigt. Det er dog med store betænkeligheder, for smittetrykket er voksende i Indien, og ikke mindst i Bangalore, hvor det ellers har været moderat.

Det var ikke helt nemt at finde ud af, hvordan man kan komme til Indien. Der er en såkaldt “air bubble” aftale mellem Frankrig og Indien om flyforbindelser primært til indere og franskmænd, der gerne vil hjem til deres respektive lande. Sådan en forbindelse fik jeg billet til. Men det var en jungle at finde ud af, hvilke tilladelser og papirer jeg skulle have med. Og da jeg landede i Bangalore tog det 3 1/2 time at komme igennem alle procedurene. Jeg skal være i 14 dages hjemmeisolation. Heldigvis slap jeg for at tilbringe den ene uge på et hotelværelse, som det ellers har været kutyme indtil dagen før jeg rejste. Det virker en smule absurd, at man bruger så mange ressourcer på rejsende og samtidig bekymrer sig så lidt om alle de tilfælde man ved spreder sig hastigt i slumkvartererne.

Hjemme-isolationen er ikke sjovere end sidst jeg prøvede det. Blot er det kun 2 uger i stedet for 4+2 ugers udgangsforbund. Men nu kan jeg i det mindste se frem til at komme rigtigt på arbejde med rigtige kolleger og til en by, hvor butikker og restauranter er åbne, og hvor man må gå ud.

Jeg er kommet tilbage for at gøre arbejdet færdigt. Jeg har arbejdet med planlægning af skolen i 3 år (2 1/2 år i Indien). Bygning, vision, curriculum, pædagogik, markedsføring, ansættelse) , og nu vil jeg gerne være med til at få skibet til at sejle. Men Covid-19 gør at det er op ad bakke. Regeringen har lukket alle uddannelsesinstitutioner siden slutningen af marts, og det er usikkert, hvornår de får lov at åbne. Det sker tidligst i september, men rygtebørsen siger, at det måske først bliver i december. En rundspørge blandt forældre viste, at flertallet ikke ønsker at skolerne skal åbne, før Covid-19 er under kontrol.

Der har været en del diskussion i Indien om værdien og farerne ved digital læring. Den lokale regering for staten Karnataka forbød det på et tidspunkt, men åbnede så op for, at der måtte gives online-lektioner i begrænset omfang. For børnehaveklasser 30 minutter om ugen og for klasse 1-5 2 x 40 minutter 3 gange om ugen. Lyset af forlængelsen af skolelukningerne  har unionsregeringen i Delhi sagt, at online learning ikke bare skulle tillades, men tilskyndes.

Selv om jeg er betænkelig ved online learning for børn, besluttede jeg, at vi skulle åbne skolen med online learning den 3. august, ud fra den betragtning at digital undervisning er bedre end ingen undervisning. Vi gør det på en måde, så der er en blanding af undervisning foran skærmen og og analoge fysiske og kreative aktiviteter, hvilket vi kun kan gøre, fordi mindst en af forældrene er hjemme.

Åbning for lukket dør

For at markere åbningen af skolen med digital læring, og at skolebygningen er færdig, blev der efter indisk skik organiseret en pooja (et hindu-ritual). Hinduerne tror, at de betyder ulykke, hvis man ikke tager guderne i ed, før man starter på noget nyt, og man bestiller en præst til at gennemføre den. Denne pooja kunne jeg ligesom ejeren af firmaet kun følge på ZOOM, men det var en stor begivenhed alligevel. Når skolen kan åbne rigtigt, vil der blive en egentlig indvielse, hvis større forsamlinger er tilladt til den tid.

Ledelse på afstand

Mens jeg var i Danmark, har jeg mentalt været halvt i Indien og har ikke kunnet holde egentlig sommerferie. Jeg har ledet skolen på afstand. Team-møder på ZOOM eller MS Teams. Webinarer. Masser af telefonsamtaler og mails. Og WhatsApp-kommunikation, som den vigtigste besked-tjeneste i Indien. Heldigvis havde jeg nået at ansætte gode folk, som kunne stå for det praktiske arbejde på stedet, og som er fortrolige med den skolevision og skolekultur, som jeg vil implementere. Og de har gjort det fremragende. Der er ikke noget, som vi ikke har nået, men det er klart, at opbygningen af en ny skolekultur er blevet hæmmet af, at så megen kommunikation har måttet foregå online uden forudgående relationsdannelse. Medarbejderne har også arbejdet hjemme en stor del af tiden. Lige nu møder de tre dage om ugen og arbejder hjemme to dage om ugen.

Vi havde gennemført en del ansættelsessamtaler, før jeg tog til Danmark, men de sidste samtalerunder blev foretaget digitalt. Der er dog tre medarbejdere, som jeg kun har mødt digitalt, herunder vice-rektoren, og det er ikke særlig smart.

Vi har færdiggjort curriculum og udarbejdet lektionsplaner for den første måned. Der har været en lang række efteruddannelsesaktiviteter dels i pædagogik og curriculum og grundig efteruddannelse i skolens digitale økosystem (Apple). Efteruddannelsen har været en blanding af online-undervisning og face to face-undervisning. Lederen af efteruddannelse og pædagogik Sandhya har stået for undervisningen i pædagogik og curriculum, og vores digitale partner har stået for Apple-undervisningen (vi sigter mod at blive en Apple Distinguished School). Her har jeg mest været med i konceptudviklingen.

Jeg har været meget aktiv i markedsføringsaktiviteter: planlægning af kampagner, artikler til aviser og online/medier, interviews, video/klip, webinarer på Facebook, møder med potentielle forældre. Vi har et professionelt kommunikationsbureau til at hjælpe os, og vi har selv en kommunikationsmedarbejder og en, der står for opfølgning på kampagner og kontakt med mulige forældre. Det er lykkedes os at gøre os kendt som en innovativ uddannelsesinstitution både lokalt og på landsplan.

Skolen er en privatskole, og det er nødvendigt at skaffe elever. Covid-19 har gjort markedsføringen særdeles vanskelig. Mange forældre har ikke længere råd til at sende deres børn i privatskole. Andre ønsker at undervise deres børn hjemme, fordi de er bange for at sende deres børn uden for hjemmet. Endelig har den lange nedlukning medført forsinkelse i byggeriet og manglende mulighed for at lade forældre besøge skolen. Vi har derfor ikke fået så mange elever, som vi havde håbet, men nok til at vi kan starte med elever i alle klasser.

Covid-19 har skabt problemer for alle privatskoler i Indien (ca. 40% a skolerne er privatskoler), og mange har måttet fyre lærere, fordi forældrene har taget børnene ud af skolen. I Karnataka er der således fyret 35.000 lærere.

Vi har ikke været direkte ansvarlige for selve skolebyggeriet, men er løbende kommet med inputs. det har været nødvendigt at udsætte dele af byggeriet af økonomiske grunde (vi skal ikke benytte hele bygningen det første år), og der har løbende skullet foretages justeringer og tages beslutninger om detaljer og møblering. Det har også krævet en indsats at få konstruktionsteamet til at prioritere byggeriet, selv om vi ikke akut skulle bruge bygningen. Men jeg ved af erfaring, at hvis man ikke hele tiden følger op, er der en tilbøjelighed til, at der ikke sker noget. Hvis ikke lukningen var kommet fra regeringens side, er jeg ikke sikker på at bygningen havde været klar til den planlagte åbning den 29. juni. Det er lederen af administration og logistik Ranjini, der er min nærmeste samarbejdspartner om alt der har med bygningen, indkøb og økonomi at gøre. Hun er god til at ånde leverandørerne i nakken.

Jeg synes, vi kan være ganske stolte over, hvad vi har nået under vanskelige forhold. Vi får heldigvis gode tilbagemeldinger fra forældrene og børn på vores digitale learnings-aktiviteter.

Nu ser jeg frem til at arbejde rigtigt sammen med skoleteamet, når min isolation udløber den 25. august. Og til at få lov til at bevæge mig frit omkring.

Så er jeg endelig hjemme i Ørestod hos Annelia. Det er bare skønt. Efter 6 uger i isolation i Bangalore (først 4 uger i personlig karantæne, derefter 2 uger med udgangsforbud) lykkedes det mig at komme med særfly via Rom og Frankfurt.

Selv om Indien endnu ikke er hårdt ramt af corona-virus, så er deres lockdown meget omfattende, og den håndhæves ofte hårdhændet af politiet. Så udgangsforbud er udgangsforbud. eg har kunnet få bragt mine fornødenheder og måltider, så jeg har ikke lidt nød. Jeg har jo også været i digital kontakt med mit skoleteam og med familien.

At være alene med sig selv i 6 uher har været en mærkelig på mange måder forfærdeig oplevelse. Dagene er gået, jeg har haft nok at gøre og har ikke kedet mig. Men det har været en form for ikke liv, en venten, en helt basal usikkerhed om hvad der skulle ske. Kan jeg komme hjem til Danmark, hvornår? EKsploderer smitten i Indien, og hvordan vil det gå med sundhedssystemet hvis de gør? Kan de fattige overleve i ugevis uden indtægt og med ineffektiv fordleing af fødevarer? Osv.

Men jeg tror min oplevelse går endnu dybere end det. En helt grundlæggende følelse af vægtløshed og forgængelighed. Denn “alles Fleisch ist wie Gras und alle Herrlichkeit der Menschen wie des Grases Blume. Das Gras ist verdorrt und die Blume abgefallen”,  som det hedder i det citat fra Luther-bibelen som Brahms anvender i Ein Deutsches Requiem. Trøstens musik i i sorg og modgang..

Det var en sælsom oplevelse at rejse. Meget få mennesker i lufthavenene. I Bangalore og Rom et omfattende bureaukrat med sundhedscheck og udfyldning af talrige skemaer. Overnatning på bænken i en næsten to mlufthavn i Frankfurt. Og business as usual i Københsan, når man kom med dansk pas.

Rejsen kunne kun lade sig gøre med stor hjlp fra den danske ambassade, som både får organiseret særfly sammen med andre ambassader, og som søger om de nødvendige tilladelse, så man kan ryde udgangsforbuddet og komme til lufthavnen.

ARbejdet med skolen i Bangalore fortsætter. Jeg har i seks uger været i daglig digital kontakt med mit team. Vi har gennemført teammøder, job interviews, afteruddannelse af personalet, hyppige opdateringer om skolen på de sociale medier, webinarer på Facebook Live, samtaler med interesserede forældre. Og det vil fortsætte selv om jeg er i Danmark.

Den nuværende lockdown i Indien er forlænget til den 3. maj, hvor den formodentlig vil ophæves gradvist. <Vi har planlagt at åbne skolen den 29. juni, men dels ved vi ikke hvornår skoler må åbne. Der mangler lidt før bygningen er helt færdig, men det kan nås, og vi kan først få møbler, når de indiske veje mellem staterne åbnes igen (de står på en fabrik i Goa). Det er jo også helt usikkert, hvor flytrafikken åbner. så jeg kan komme tilbage til Indien.

Jeg elsker at være i Danmark lige nu. Men jeg vil også gerne gøre arbejdet færdigt i Indien og være til stede ved åbningen af skolen.

Jeg har nu siddet i isolation i 21 dage og har en uge tilbage, plus den uge som er konsekvensen af regeringens udgangsforbud. Og det er rigtig isolation. Jeg er helt alene i min lejlighed. Fra min terrasse har jeg nogle gange udsigt til vagtens ryg og enkelte gange forbipasserende, som trodser udgangsforbuddet.

Stay home stay safe

Min kontakt med omverdenen er digital, ligesom det er for store dele af verdens befolkning i disse dage. Og internettet fungerer rimelig stabilt i mit kvarter Langford Town i Bangalore.

Om formiddagen holder jeg møde med mit skoleteam via den digitale platform Zoom, og jeg har diverse telefonsamtaler med teammedlemmer og andre involverede i skoleprojektet. En gang imellem taler jeg med kommende forældre. Vi har digitale ansættelsessamtaler og online efteruddannelse af lærere.

Vi planlægger en række webinarer og andre aktiviteter på de sociale medier, så markedsføringen af skolen ikke lider for stor skade. Skoler er lukket i Indien, men vi håber stadig at kunne åbne i juni.

Man kan gennemføre en hel del arbejde hjemmefra med digitalt samarbejde. Men det er ikke lige så effektivt, og man savner de mange “irriterende” forstyrrelser fra rigtige mennesker.

Jeg prøver at have struktur på min dag og fylde den med aktiviteter. 

Jeg Facetimer dagligt med famile og venner i Danmark.

Det er vigtig at bevæge sig. Nike Training-app hjælper mig med 40 minutters daglig træning.

Mit dårlige syn gør, at jeg ikke kan læse analoge medier, men jeg har meget hjælp fra de digitale hjælpemidler på min iPhone og iPad.

I øjeblikket lytter jeg til den fremragende ny-oversættelse Bibelen 2020 fra ende til anden (jeg er færdig med mosebøgerne), Tagores Gora, RSS, en blog om den hindunationalistiske paraplyorganisation som Modis parti er rundet af, samt masser af nyheder (The Hindu, Politiken, Information) og magasiner (India Today, The Economist, Macworld, Gramophone, Rolling Stone, Apple News etc.).

Jeg er begyndt at se den indiske mesterinstruktør Satyajit Rays (Indiens Bergman eller Dreyer) film forfra. Jeg er kommet til 1961.

TV-serier er et must. Heldigvis er Carrie forrygende tilbage i 8. sæson af Homeland.

Jeg hører musik og ser operaer (jeg har en stak bluray discs med hjemmefra, og så viser mange operahuse gratis operaer, mens de er lukket). Også her i Indien er Parsifal og Matthæuspassionen nødvendige forberedelser til påsken.

Hver aften får jeg bragt middag og frokost til den næste dag med madudbringnings-tjenesten Zomato (Indiens Just Eat). Det er lidt sværere at få bragt varer fra supermarkederne. Der findes en tjeneste Bigbasket (Indiens nemlig.com), men i disse dage tager den ikke mod ordrer. Der er en frivillig tjeneste i kvarteret som bringer ting til svage medborgere (sådan en er jeg, fordi jeg er over 60 og lever alene). Herigennem har jeg fået bragt mad og vin fra en god kollega. Vi er ellers et lukket land.

Vakuum og venten

Alt i alt et luksusliv, hvis det ikke var, fordi man er alene i et land, hvor fremtiden er så usikker. Dagene flyder umærkeligt over i hinanden. Da det ikke er en selvvalgt isolation for at fordybe sig i meditation og åndelige øvelser, er det et underligt vakuum at befinde sig i. Som om livet først rigtig begynder for mig, når denne situation er overstået. Men jeg har meget tid til refleksion. F.eks. om hvorfor jeg befinder mig i isolation i Indien, når alle dem, der er mig nærmest er i Danmark.

Lockdown i det andet Indien

Jeg har ikke ondt af mig selv. Når jeg har tilløb til det, læser jeg indiske aviser og magasiner. Der er to slags lockdown i Indien: lockdown på første og anden klasse. Modis lockdown er de rige og middelklassens lockdown. Den sikrer, at de kan blive sikkert i deres rummelige boliger og få de forsyninger og fornødenheder, som de har behov for og har råd til at købe.

Størstedelen af Indiens befolkning oplever et andet lockdown. Arbejdere der ikke får løn, fordi arbejdspladsen lukker, og som kun i et vist omfang får hjælp fra staten. Migrantarbejdere der ikke kan bo i deres skure og telte og ikke får tilbudt genhusning og mad, og som nu desparat vandrer flere hundreder af kilometer til deres landsby, uden mad og vand, uden mulighed for transport, fordi offentlig transport er lukket ned, og fordi grænserne mellem staterne er lukket. Lastbil-chaufførern, som sidder fast på vejene og ikke kan komme nogen steder, hvilket er en af grundene til, at det kniber med fødevareforsyningen flere steder i Indien (f.eks. i Goa). Mennesker, der bor i slumkvarterer, hvor social distancing simpelthen ikke er en mulighed. Regeringen siger, den er opmærksom på problemet, og at ingen indere skal sulte, og der er besluttet hjælpepakker. Men mange fattige indere spørger, om corona virkelig kan være værre end Modis lockdown.

Indtil nu er antallet af corona tilfælde i Indien meget lavt, og væksten er eksponentiel, men fortsat langsom. Men jeg er bekymret for situationen, hvis den lokale smitte går i gang. Så vil sundhedsvæsenet slet ikke kunne klare det. Kombinationen af social uro og dårligt sundhedsvæsen kan blive eksplosiv. Men forhåbentlig sker det ikke. 

Drastiske indgreb er er givetvis nødvendige. Men Modis lockdown kom kom for sent og var alt for dårligt planlagt og med for ringe hjælp til Indiens fattige. I betragtning af Indiens sociale sammensætning og den omfattende interne massebevægelse fra by til land, er jeg heller ikke overbevist om, at de vil være effektive.

Hjem

Jeg er ikke deprimeret. Heller ikke ved at få kuller eller blive sindssyg (så vidt jeg kan bedømme). Men jeg ville selvfølgelig foretrække at være i Danmark hos mine kære. At blive i Indien er ikke et valg, jeg har truffet. I min isolation har jeg ikke mulighed for at komme ud af Indien. Når min isolation er overstået, og når Indiens lockdown er ophævet, håber jeg på at få mulighed for at komme til Danmark og blive der, indtil situationen i Indien er normaliseret og sikker.

Jeg er for få dage siden vendt tilbage til Bangalore efter en uge med familie og venner i Danmark. Jeg mellemlandede i Delhi, hvor alle blev scannet og afleverede helbredsoplysninger. I flyet havde jeg som så ofte før fået en lettere forkølelse, men ikke nok til at jeg blev taget til side i Delhi. Firmaet jeg arbejder for, Bhartiya, har den  interne politik, at alle, der ankommer fra udlandet, skal arbejde hjemmefra i fire dage. Det gjorde jeg.

Da jeg blev ved med at have ondt i halsen og være snottet, gik jeg så til læge for en sikkerheds skyld – jeg havde jo influenzasymptomer og var tilrejsende fra Europa. Lægen frikendte mig for Corona, men sendte mig alligevel videre til Bangalores center for Corona på Rajiv Gandhi Institute of Chest Diseases. Også her var de sikre på, at jeg ikke havde Corona – så sikre, at de ikke fandt det umagen værd at teste mig.

Alligevel “idømte” de mig 28 dages hjemmekarantæne, og jeg blev omhyggeligt instrueret om ikke at møde på arbejde. Alle med forkølelsessymptomer og med en rejsehistorie fik den samme besked. Nogle indere har spurgt mig, hvordan jeg kunne være så dum at tage derud. Men så forklarer jeg dem, at sådan gør vi i Danmark.

28 dage, alene i Bangalore. Ok, jeg har mit Apple TV, mine Ipads, mine Quad-hovedtelefoner og forstærker. Men det er alligevel lang tid ikke at være i kontakt med mennesker. Og det kommer på et virkelig dårligt tidspunkt arbejdsmæssigt. Vi skulle gerne have en skole klar med elever, lærere, en bygning osv. i slutningen af juni måned. Min allervæsentligste opgave er at tale med medarbejderne, og det er altså ikke det samme at Facetime. Jeg har også været vigtig i markedsføringsbegivenheder og møder med forældre, som vi nu ikke kan/må afholde.

Det er surt, men jeg synes, det er ok. Indien har forholdsvis få Corona-tilfælde (ca. 86), og alle kan spores til udlandet. Kontrol med hvem der kommer ind i landet, og hvor de opholder sig, er selvfølgelig vigtigt for at begrænse og udsætte spredningen. Hvis først Corona spreder sig internt i Indien, vil landets sundhedssystem slet ikke kunne følge med. Jeg forstår også, at regeringen har besluttet at stoppe udstedelse af turistvisum og at suspendere eksisterende.

Men selv om jeg støtter Mette og (på dette ene punkt) Modi, så bliver de direkte kortsigtede konsekvenser af Corana meget konkrete og tydelige for mig. Hvis jeg tilbringer min tid i karantæne i Danmark (og det kunne jeg være stærkt fristet til), så er der ingen sikkerhed for, hvornår jeg kan vende tilbage til Indien og fortsætte mit arbejde. Min familie kan ikke besøge mig i Indien, for de kan ikke få visum (vi har måttet aflyse en familietur til Goa i april), og de må heller ikke. I en krisesituation som den nuværende og med den totale usikkerhed om, hvad der vil ske i den kommende tid, er det unaturligt at være væk fra familien. Gad vide hvad de ville råde mig til i Mads og Monopolet.

Men indtil videre bliver jeg. Og nu får jeg i det mindste tid til at genoptage min blog.